Foto:Simone Stæhr Keller

Den gamle bydel

Hvad kan du finde i Odenses ældste bydel?  

I den gamle bydel finder du flere forskellige caféer, butikker og kulturtilbud. Du kan f.eks. få en kop kaffe eller en frokost på Konrads, Café Sølle, StudieStuen eller Nelle’s. Du kan også tage på Torvedag på det historiske Sortebrødre Torv om onsdagen og om lørdagen, eller kigge på alle de andre interessante ting i kvarteret såsom Tommelise-statuen, Fattigskolen, H.C. Andersens Hus og museet TID. Du kan også tage på shoppingtur i de forskellige butikker, såsom museumsbutikken Kramboden. Mulighederne er mange – det er bare om at komme afsted.

Hvilket område dækker den gamle bydel over?

Den gamle bydel dækker over et forholdsvist stort område i Odenses bymidte: Fra Nedergade og det smukke Paaskestræde, til Hans Jensens Stræde og helt op til H.C. Andersens Torv ved Odeon. H.C. Andersens Kvarter er en del af den gamle bydel, og mere om det specifikke kvarter finder du her.

Et fotovenligt kvarter

Den gamle bydel indeholder desuden flere smukke og meget fotovenlige steder. Du kan f.eks. tage turen ned ad Påskestræde – en gade som prydes smukt af blomster om sommeren, og som leder direkte ned til Odense Å. Du kan også smutte forbi H.C. Andersen gavlmaleriet, lavet af Don John, der pryder væggen på Bangs Boder nr. 26. Det helt oplagte sted at få et smukt billede er selvfølgelig også i H.C. Andersen Kvarteret, hvor du finder de mange små, fine og farverige huse, som emmer af masser af historie og charme.

Nedergade om sommeren

Foto:Johan Joensen