Dina Vejling - Dansk kunsthåndværk
Dina Vejling - Dansk kunsthåndværk præsenterer et bredt udsnit af Danmarks dygtigste kunsthåndværkere indenfor keramik, boligtekstiler, ædelmetalsmykker og glas.
35 år
Født og opvokset i en forstad til Odense
Bor i Kølstrup på Fyn
I et forhold og nybagt mor
Sådan er Odense ifølge Nathalie Gaia Dahl, som er designer og ejer af kunsthåndværkbutikken VON LINNÉ circular design studio. Men hvor er hendes personlige favoritsteder i byen? Få inspiration her.
Feststemning og scenekunst
Odense International Film Festival kan du kun opleve en enkelt uge om året i sensommeren, men det er efter min mening det mest fantastiske tiltag i Odense. Der kommer folk fra hele verden til festivalen, og gennem hele ugen kan du gratis gå ind og se en masse af de nye film med rigtig meget på hjerte. Og så er der kulørte lygter, feststemning og glæde – det er en hyldest til kreativitet, film og historier, og det smitter at være en del af det univers.
Jeg vil klart fremhæve Teater Momentum, som er et hus fyldt med ildsjæle. Samtidig er det et anderledes, uformelt og spændende teater, hvor du måske lige kommer en anelse ud af din komfortzone. Det er ofte provokerende, eksperimenterende og tabubelagte emner, som de tager op, så det er ikke bare sukkersødt. De er teater, der vil noget.
Fra Sicilien til Paris
I Pupi Siciliani er en lille siciliansk restaurant med meget få borde. Ejeren kommer selv fra Sicilien, så hele hans gastronomi er funderet i det, men han twister det, og retterne ser nærmest sirligt kunstneriske ud. Du bliver præsenteret for alt fra blæksprutte til hjemmelavet pasta, og det er virkelig god mad, der har taget tid. Og så er det bare autentisk med små dukker og keramik fra Sicilien rundt omkring i restauranten. Det er virkelig hyggeligt.
Efter god mad vil jeg anbefale et besøg på cocktailbaren Bar Visit. Jeg føler lidt, jeg er gået fra Odense til Paris på et splitsekund, for det er en helt anden verden med røde veloursofaer, gulvtæpper, dæmpet belysning og cocktail-nørder i baren. De brænder for at lave vilde, gode og smagfulde cocktails og drinks, og det er en oplevelse bare at sætte sig i baren og se dem mikse og være kreative. De ved præcis, hvad de laver.
Foto:Rico Feldfoss
Grønne pusterum
Stige Ø er et fint eksempel på, hvordan man har lavet en losseplads om til et rigtig fedt og attraktivt grønt område. Her kommer alle typer mennesker lige fra skoler til familier på picnic og mænd i lycra på deres mountainbikes. Der er udsyn og udsigt ud over fjorden, der er bakket, du kan plukke vilde brombær, og du føler egentlig, at du er meget længere væk fra byen, end du egentlig er. Det er bare godt skabt, og der er også bålpladser med brænde, du kan tage.
Hvis du kommer fra centrum, kan du følge Odense Å hele vejen ud til Skt. Jørgens Park. Det er et lidt overset område, og det er så smukt – især i foråret og om sommeren, fordi meget af det grønne bare får lov til at gro vildt. De lader det blive rigtig højt, og så er der lavet græsstier, hvor du kan gå inde imellem de vilde planter. At gå i en skyhimmel af kørvel er bare så fantastisk, og jeg vil anbefale alle at opleve en tidlig sommeraften derude.
Specialbutikker i Brandts Passage
Dina Vejling i Brandts Passage er en kunsthåndværkbutik med de smukkeste ting. Det er ikke et museum, men det er lige før på den måde, som tingene er udstillet på, og det er virkelig et besøg værd. De har en fin blanding af alle mulige kunsthåndværker, som de selv håndplukker, og det er smykker og keramik, men det er også glas og tekstiler. Du kan altid finde en rigtig fin gave, eller hvis du lige vil have noget, der stikker lidt af til hjemmet.
Det er en oplevelse at komme hos Mortens Chokolade. Han brænder for det, og alt i butikken er håndlavet. Der kan du også få nye smagsoplevelser, og Morten eksperimenterer rigtig meget med alle mulige ingredienser lige fra safran til anis, som du måske ikke lige får, hvis du køber en standardchokolade i supermarkedet. Det er spændende og sjove smagskombinationer og smukke og fine chokolader, der ligner små kunsthåndværk.