© Foto:
Restaurant I Pupi Siciliani
I Pupi Siciliani er en ægte, lille siciliansk restaurant, der har fået udmærkelse af Det Italienske Handelskammer for sit håndværk og autenticitet. Indretningen er rustik og hyggelig med stenvægge og marionetdukker, som navnet antyder. Kokken Antonio Parisi er uddannet fra Siciliens velanskrevne kokkeskole IPSSAR 2 Pietro Piazza og har arbejdet i flere lande i Europa. Hans passion for italiensk mad stammer helt tilbage fra barndommen, hvor han så til mens hans mor og bedstemor tryllede i køkkenet.
Navnet på restauranten hentyder til det traditionelle italienske dukketeater, marionetteatret “L’opera dei pupi”, der er på Unescos verdenskulturarvsliste.