Vikingeruten i Odense
Vandreturen er knap 13 km. med start i Åsum. Den løber i smukke, historiske omgivelser langs Odense Å til Odense centrum med et væld af seværdigheder og muligheder for at opleve Odense by. Ruten fortsætter derefter retur til Åsum.
Der kan i regnfulde perioder være meget vand på dele af ruten.
Åsum var i Vikingetiden et trafikalt knudepunkt, og ruten er lavet, så man via stier bevæger sig mod Odense by og herved kommer forbi mange af Odenses historiske vartegn, inklusive Nonnebakken, som er nyudnævnt på Unescos verdensarvsliste.
Ruten er en vandretur værd i sig selv, men der er også mulighed for at downloade appen Useum, hvor der findes en lydfortælling, hvor du blandt andet kan blive klogere på kongemord, ofringer, handel, transport og magt i vikingetidens Odense, mens du går ruten.
Turen er udviklet med støtte fra Nordea Fonden i samarbejde med Dansk Vandrelaugs lokalafdeling for Fyn.