©  Foto:

Surdejsbrødet

Alt skal gå rasende stærkt i den verden, vi lever i. Surdejsbrødet bager brød, der kræver det helt modsatte, nemlig masser af tid - og en god portion nørderi. Surdej er den ældste hævemetode, vi kender, den er opfundet længe før, vi fik så travlt, som vi har i dag. Derfor er surdej absolut slow food – den skal have tid og opmærksomhed for at udvikle sig.

Der er aldrig en dag, der er ens, når du arbejder med surdej, og dét er netop derfor Rasmus Petersen i Surdejsbrødet elsker at bage med surdej. Hver ny dag, hver sin udfordring – dejen opfører sig forskelligt afhængigt af årstiden, svingende luftfugtighed, antallet af mælkesyrebakterier og vilde gærceller i skaldele fra kornet, i luften og på huden.

Økologisk mel
Et virkeligt godt surdejsbrød kræver en surdej, der har fået optimale levebetingelser, og det kræver de bedste råvarer ifølge Surdejsbrødet. Økologisk mel indeholder masser af mikroorganismer, som får surdejen til at udvikle sig og det giver hamrende god smag. Kim og skaldele i de grove meltyper, tilfører smag, saft og kraft.

Brødet hos mig indeholder altid fuldkornsmel, jeg kan ikke få mig selv til at undlade det, da brød ikke indeholder andet end mel, vand og salt. Groftmalet mel og surdej er i min optik den bedste opskrift på det bedste brød! Og det er min mission at indtage hele Fyn med økologisk velsmagende surdejsbrød. – Rasmus Petersen