Bar UNIKA i Brandts Passage
Er du til vaskeægte instagram-magi, så vil du elske at besøge den hyggelige café og madsted Bar UNIKA, der ligger placeret i et smukt, gammelt lokale i en baggård i Brandts Passage i Odense.
Caféen er ejet af søstrene Nathalie, Mathilde og Cecilie Fjord, der lige siden de var små har drømt om at åbne deres egen café. Det var derfor en stor drøm, der gik i opfyldelse i april 2019, da de slog dørene op til deres første sted i Odense, Café UNIKA på Albanigade i Odense.
Søstrene har hentet inspiration til deres caféer fra rejser til London, Mexico og Australien, hvor de også har boet sammen på skift, og de unikke rammer har gjort begge caféer til en stor lokal succes.
Menuen på Bar UNIKA spænder bredt fra klassiske Smoothie Bowls, lækre salater og bagværk med sans for kvalitetsråvarer til klassikere som toasts, grød, bananbrød og tapasanretninger.
Du har mulighed for at sidde både ude under åben himmel, du kan sidde i smøgen i caféens forgård eller inden for i det lille, skæve butikslokale.
Hvis du er til super flot, farvestrålende og fristende instagramvenlig mad, så vil du ikke et sekund fortryde en brunch eller frokost på en af Odenses mest populære caféer.