Fremtiden for Odenses vikingefortælling
I forbindelse med ansøgningen om at gøre Nonnebakken til UNESCO-verdensarv sammen med de 4 andre danske ringborge, blev planerne for, hvordan Odenses vikingehistorie bedre kan gøres synlig til glæde for både turister og lokale, præsenteret.
For-projektet til dette arbejde er finansieret af Odense Kommune og udarbejdet af Erik Brandt Dam arkitekter og JAC Studios, der blandt andet har stået for indretningen af Vadehavscentret, samt af det rådgivende ingeniørfirma, MOE.
Museum Odense arbejder på at realisere projektet i løbet af de kommende år, men den fulde finansiering udestår fortsat.
For-projektet beskriver blandt andet, hvordan Odenses vikingefortælling og Nonnebakkens betydning heri bedre kan blive formidlet på stedet og samtidigt, hvordan anlægget af podwalken Vikingeruten til Nonnebakken, en gåtur gennem historisk vigtige steder i byen, forbinder Nonnebakken med tre andre vikingerelaterede fikspunkter: Odense Domkirke og Knud den Helliges sidste rester, en planlagt historisk trappe ved Eventyrhaven, hvor historien om byens fortid skal rulles ud, samt Museet TID, hvor den permanente vikingeudstilling i fremtiden vil få mere fokus.